Mit barn har eksamensangst: sådan hjælper du bedst
Mit barn har eksamensangst, og jeg vil bare gerne hjælpe. Den sætning står bag de fleste henvendelser. Problemet er, at den mest oplagte hjælp gør det værre.
Mit barn har eksamensangst, og jeg gør det værre uden at vide det
Det er ikke ment som en bebrejdelse. Det er den almindeligste ting i verden, og den er kærligt ment hver eneste gang.
Barnet har ondt i maven. Du ringer til skolen. Barnet slipper, og roen breder sig i huset.
Og i det sekund lærer barnets alarmsystem noget: det var farligt, og flugten reddede den. Næste morgen er maven lidt værre.
- At hjælpe med at slippe føles rigtigt og gør det værre.
- Beroligelse holder til næste gang og skal så gives igen.
- Spørg hvad der skete, ikke hvordan det gik.
- Aftalen skal være så lille, at den kan holdes i næste uge også.
De fire ting, der ikke virker
At ringe til skolen
Det fjerner situationen i stedet for at ændre den. Én gang betyder ingenting. Den anden gang bliver lettere end den første, og det er dér, retningen sættes.
At forsikre om, at det nok skal gå
“Du er jo dygtig” taler til den del, der tænker. Reaktionen sidder et andet sted, og derfor holder svaret kun til næste gang. Så skal det gives igen, og lidt kraftigere.
At overhøre pensum aften efter aften
Det ligner hjælp og bliver ofte til overvågning. Barnet læser så for at berolige dig i stedet for at lære noget, og din tilstedeværelse bliver en af de ting, der skal være der, for at det går.
At sige, at karakteren ikke betyder noget
Det passer ikke, og barnet ved det. En metaanalyse af 238 studier fandt netop, at prøveangst hænger sammen med, hvor meget der står på spil. Siger du det modsatte, mister du troværdighed på det, du siger bagefter.
Du kan ikke berolige et alarmsystem med ord. Det lærer af, hvad der faktisk sker.
Det, der virker
Spørg hvad der skete, ikke hvordan det gik
Det første kan besvares. Det andet inviterer til et regnskab, der sjældent falder ud til barnets fordel.
«Hvad var det første spørgsmål?» er et bedre spørgsmål end «hvordan synes du selv, det gik?».
Hold den lille aftale, også når dagen kommer
Aftalen skal være lille nok til at kunne gentages i næste uge. Ikke «du skal til alle prøver», men «du går ind til første time på torsdag».
Og så er den svære del: den skal holdes, også når torsdag morgen ser ud, som den gør. Det er dér, du gør den egentlige forskel, og det er dér, det gør ondt.
Giv uroen en anden betydning
Et forsøg med førsteårsstuderende viste, at en enkelt besked aftenen før om, at kroppens uro godt kan opfattes som noget neutralt eller endda nyttigt, gav både mindre bekymring og bedre karakterer.
Oversat til et køkkenbord: «Din krop gør sig klar. Det er derfor, hjertet banker.» Det er noget andet end «prøv at slappe af».
Lad være med at gøre karakteren til et samtaleemne
De fleste forventninger er velmente. De bliver alligevel til en af de erfaringer, der kobler karakteren sammen med noget større end faget.
Når det er blevet til fravær
Er skolen blevet svær at komme i, er trinnene blevet for store. Det, der plejer at virke, er at gøre dem meget mindre: en enkelt time, et enkelt fag, en aftale om at møde en bestemt person ved indgangen.
Tal med skolen om det, og gør det tidligt. Skoler kan tilrettelægge prøver under særlige vilkår, og hvad der er muligt afhænger af uddannelsen. Studievejlederen kender reglerne.
Der findes forløb, der er undersøgt netop på denne aldersgruppe: seks gange med elever mellem 14 og 16 år op til store prøver gav en tydelig reduktion, og virkningen bredte sig til angst mere generelt.
Det, du ikke skal tage på dig
To ting, som forældre ofte bærer rundt på uden grund.
Det er sjældent din skyld. Hvor let alarmsystemet går i gang, er kalibreret gennem hele livet og har en arvelig del. Det er ikke noget, nogen har valgt.
Du skal ikke være behandler. Din opgave er at holde den lille aftale og at spørge om, hvad der skete. Ikke at fjerne angsten. Prøver du på det, bliver hjemmet et sted, hvor det også skal håndteres.
Hvem det rammer og hvornår, står under hvem rammer det, og hvornår.
Eksamensangst hos unge
Hvad der er anderledes, når prøven ikke er valgt af den, der skal op, og hvad der hjælper.
Ofte stillede spørgsmål fra forældre
Én gang betyder ingenting. Bliver det en løsning, der bruges igen, lærer alarmsystemet, at situationen var farlig, og næste gang bliver sværere. Er det allerede blevet et mønster, så gør trinnene mindre frem for at kræve alt på én gang.
Spørg hvad der skete, ikke hvordan det gik. Det første kan besvares. Og undgå at forsikre om, at det nok skal gå: beroligelsen holder til næste gang og skal så gives igen, lidt kraftigere.
Sjældent. Hvor let kroppens alarm går i gang, er kalibreret gennem hele livet og har en arvelig del. Det, der er værd at kigge på, er ikke skyld, men om karakteren er blevet et samtaleemne derhjemme.
Med måde. Det bliver let til overvågning, og så læser barnet for at berolige dig frem for for at lære noget. Bedre: lad barnet forklare ét emne for dig uden at du retter undervejs.
Tidligt frem for sent. Skoler kan tilrettelægge prøver under særlige vilkår, og studievejlederen kender mulighederne på netop den uddannelse. Det er lettere at aftale i god tid end ugen før.
Lad være med at gøre samtalen til betingelsen. Hold den lille aftale, vær der om morgenen, og lad det være tydeligt, at du er til rådighed. En del unge taler først, når de kan mærke, at der ikke bliver spurgt hver dag.
Kilder
Artiklen trækker på følgende kilder til videre læsning:
- Cognitive–behavioral intervention for test anxiety in adolescent students: do benefits extend to school-related wellbeing and clinical anxiety
- Test anxiety in primary school children: A 20-year systematic review and meta-analysis
- Reappraising test anxiety increases academic performance of first-year college students
- Test anxiety effects, predictors, and correlates: A 30-year meta-analytic review
Certificeret coach, psykoterapeut MPF, supervisor og åndedrætstræner. Arbejder med mennesker, der viger uden om situationer med andre, og med det, som viger-mønstret koster.